Hvad er en miljø-krimi?

Ved Hanstholm ligger allerede et bølgekraftanlæg ... det var her ved siden af, at fabrikant Peter Dal opførte sit forsøgsanlæg...

Alle krimier er miljø-krimi’er.  Men mine krimier er bevidste om det… Det miljø Simenon lader kommissær Maigret færdes i rundt om i Paris eller franske provins-idyl’er er  altafgørende for den gode læseoplevelse man har med Simenons bøger.
Det miljø jeg elsker at skildre er det vestjyske … de vindblæste byer der er forbi næsten inden de er begyndt – når man kører gennem dem.  De store øde vider … med lyng, græs, marehalm eller hvad der nu var på tilbud den dag Vorherre såede dem til…
   Men når jeg kalder bøgerne miljø-krimier er det også fordi de alle har et strejf – eller en ordentlig skylle – af de emner mange  diskuterer i dag… Bæredygtighed, ansvarlighed, alternativer til de fossile brændsler og nye og bedre måder at anvende klodens ressourcer på.
   Den første miljø-krimi er »Hævnens Bølger«, hvis omdrejningspunkt er opfindelsen af et bølgekraftanlæg – og da Vesterhavet er den bedste leverandør af bølger foregår den naturligt nok i det barske Vestjylland.
   Mine krimier foregår ikke blandt narkomaner, falskmøntnere, bondefangere, bedragere, alfonser, giftmordere eller knivstikkere…
   Men tro mig: De forhold, der driver mennesker ud i blodige opgør og kriminalitet findes overalt …
   Mine bøger er ikke doktorafhandlinger – det er først og fremmest krimier. Spændende og medrivende. Men også menneskelige og rørende.